Kan grønne vægge bidrage til bedre isolering af ydervæggen?

Image

Det spørgsmål undersøges i projektet Green Sponge Buildings, hvor forskellige typer af grønne vægkonstruktioner er testet i et fuldskala klimakammer og sammenlignet med en vægkonstruktion uden det grønne vægelement. 

Grønne vægge forbindes ofte med klimatilpasning, æstetik og biodiversitet, mens deres byggetekniske potentiale er relativt udokumenteret. I teorien vil grønne vægge kunne bidrage til ydervæggens isoleringspotentiale, men i praksis mangler solid dokumentation. Derfor er der i dette projekt sat fokus på at indsamle dokumentation for de grønne vægges isolans, og hvordan de evt. bidrager til en reduktion af ydervæggens varmetab. Forsøgsopstillingerne i klimakammeret udgøres af en komplet ydervægskonstruktion henholdsvis inklusiv og eksklusivt ventileret hulrum bagved det grønne vægsystem. 

 

Målingerne er udført i et nyt klimakammer hos Teknologisk Institut, Aarhus, Danmark med temperaturer på -12 °C på den kolde side henholdsvis 20 °C på den varme side. For at sikre sammenlignelige resultater er en variation af bakkesystemer og integrerede vægsystemer testet. Alle er monteret på identiske bagvedliggende konstruktioner, så forskellen i målingerne alene kan tilskrives den grønne væg.  

Sensorer er placeret i flere lag gennem konstruktionen for at registrere temperaturprofiler.  Målingerne er gennemført med tørt vækstmedie og uden planter for at isolere effekten af den konstruktive opbygning og materialernes isolerende egenskaber. 

Forsøgene har givet værdifuld viden om, hvordan forskellige grønne facadesystemer påvirker varmetransmissionen gennem klimaskærmen – og hvor potentialet særligt ligger. De første indikationer peger på, at integrerede grønne vægge kan have en positiv effekt på facadens isoleringsevne, mens løsninger med ventileret hulrum kun bidrager i begrænset omfang.  

Viden som denne er afgørende, hvis grønne facader fremover skal indgå i byggeriet ikke kun som et visuelt og klimatilpasningsmæssigt greb, men også som en aktiv del af klimaskærmen.

Skrevet af: Andrea Mortensen (AMOT@via.dk)