På årets Klimafolkemøde i Middelfart, Danmark, som fandt sted fra den 28. til 30. august, var projektet Green Sponge Buildings in Scandinavia inviteret med i en fælles bod sammen med Interreg Øresund-Kattegat-Skagerrak.
Klimafolkemødet er en årlig begivenhed, der sætter klimaet øverst på dagsordenen og som i 2024 var besøgt af 40.000 gæster. Her deltager alt fra børnehaver, gymnasier, kommuner, virksomheder, boligforeninger og pensionister i faglige debatter, workshops og fredelige demonstrationer, mens den nyeste viden, effektive eksempler og inspiration præsenteres fra scener og boder.
Projektet deltog som et eksempel på, hvad Interreg ØKS projekter kan beskæftige sig med. I teltet medbragte vi en mock-up og posters, hvor de første indikationer og resultater fra projektet blev delt med de mange besøgende, som lagde vejen forbi til spændende samtaler om klimatilpasning, grønne byrum og vigtigheden af fortsat forskning og vidensdeling på tværs af landegrænser. På standen viste vi konkrete eksempler på grønne vægge, og besøgende fik mulighed for at diskutere deres funktion og fremtidige anvendelse samt muligheder og udfordringer i forbindelse med etableringen af grønne vægge på vores eksisterende bygningsmasse.
